Historie
Print denne side
Ribe Handelsstandsforening er stiftet 1. Januar 1877.
Siden 1871 havde byens håndværkere og mindre næringsdrivende haft deres forening i Ribe Håndværker og industriforening og man kan forestille sig, at Handelsstanden og deres familier følte sig udenfor og ønskede sig deres egen forening og lokale hvor de kunne mødes og diskutere handelsstandens interesser og holde fester og sammenkomster.
_253x169.jpg)
14 oktober 1878 holdtes den første ordinære generalforsamling og første års regnskab blev lagt frem med et overskud på kr. 279 kr.
I 1894 trådte en ny bestyrelse til, og man tog straks fat på at få nedlagt uberettigede næringsbrug på handlens område - herunder nedlæggelse af "Høkeriet". Indenrigsministeriet gav handelsstandsforeningen medhold og Høkeriet fik påbud om ikke at handle med forskellige varer. Ligeledes fik man medhold i at der ikke måtte oprettes Brugsforening indenfor næringslovens tilståede næringsbælte. Besejlingsforholdende til Ribe kæmpede man også for at få forbedret. At få et eksportslagteri til byen var også foreningens fortjenester.

I 1908 oprettede Handelsstandsforeningen Ribe Handelsskole og i 1910 var foreningen virksom for planerne om at oprette et seminarium i Ribe.
I 1915 arbejdede man for at få oprettet et kreatureksportmarked i Ribe, da markedet i Esbjerg tilførtes så mange kreaturer at markedet måtte afholdes over 2-3 hverdage om ugen og kreaturerne fra Ribes opland måtte ofte vente 6-7 dage inden de nåede frem til slagterierne i Hamburg.
I 1920 var Handelsstandsforeningen stærkt interesseret i at knytte oplandet i den nordvestlige del af Sønderjylland til Ribe. Det var den del der før 1864 var Ribes naturlige opland og til det formål stiftede Handelsstandsforeningen en ny forening som man kaldte "Ribeforeningen". et særligt udvalg arbejde for en jernbane fra Ribe til Gram som imidlertid ikke blev til noget. I stedet fik man oprettet en bilrute til både Gram og Arnum.
I 1937 fik Handelsstandsforeningen i samarbejde med Turistforeningen oprettet erhvervsforeningen. Under 2. verdenskrig var det ikke muligt at foretage sig det store og Handelstandsforeningen har siden krigen mest af alt beskæftiget sig med aktiviteter samt blandet sig i byens udvikling. Dog havde foreningen den store glæde at man kunne udvide Ribe Handelsskole i 1971 til en ny og meget større skole som vi kender den i dag.

I 2004 tog foreningen initiativ til at etablere Den Røde Tråd og de handlende kan følge denne sti når de ønsker at komme fra Føtex til Ribe Domkirke. Dog er Den Røde Tråd ikke gennemført op igennem gågaden, men det giver jo sig selv når man er kommet så langt, for så er der jo masser af forretninger at besøge. Handelsstandsforeningen var desuden med til at sætte dagsordenen for den type forretninger som sammen med Føtex måtte etablere sig på Moltkes Alle. Heri indgik et krav om at ingen kunne leje sig ind uden at leje min 500m2. Dette var et væsentligt emne idet Handelsstandsforeningen ikke ønskede at nuværende forretninger i gågaden skulle føle sig fristet til at flytte til nye og større lokaler på Moltkes Alle. Handelsstandsforeningen frygtede at Ribe risikerede at mange forretninger derved kunne blive tomme i gågaden.
Ribe Handelstandsforening har altid været - og er den dag idag - garanten for at Ribes handel udvikles og moderniseres. RHF er et levende bevis for, at Danmarks ældste by kan bevare sit særpræg, og samtidig være en topmoderne handelsby!
Af Henning Balle (www.danskebank.dk)